Så tog jeg ud af landet igen...

Jeg ved ikke, om det er en god ting, at dagens første velkomst på Hobro station, var en kæmpe flok krager, der lagde en horror agtig stemning til den isblå himmel. Måske er det en godt ting for en horrorforfatter. Måske er det bare fugle, der har slået sig ned og råber "fight, fuck, flee".

Uanset hvad, nød jeg at kigge på dem til mit tog dukkede op for at slæbe mig til København.

Det fantastiske vejr vidnede også om at oplevelsen var på min fødselsdag. Jep, jeg har været en sød pige i år. Det sidste år har i hvert fald været sød ved mig.

Målet med turen var et besøg hos Judith, hvor også Anne ville møde op. Det er mine med-vindere fra krabats fantasy konkurrende, og jeg har nok nævnt dem før.

Vi har snakket lidt over messenger, men det var så lækkert at møde dem begge i virkeligheden, og fordi vi på mange måder er det samme sted i processen, er det virkelig dejligt at høre om deres oplevelser. Det viser sig, at jeg ikke er den eneste, der ikke aner, hvad jeg har gang i.

Mange af de ting, vi snakkede om, er selvfølgelig hemmeligheder, der langsomt vil blive afsløret. Om jeg er ked af at vifte jer om næsen med hemmeligheder, I ikke kan lære at kende nu? Nej, jeg er en ond, ond sæk!

Judith serverede hjemmebagt rugbrød, boller og æg, som hun næsten selv havde lagt, og selv om det var dejligt, var det ikke så dejligt som selskabet. Glæder mig allerede til næste gang! Og vi er ved at finde dato til det!

Jeg var meget kort forbi Maria, min med-sæk, og fik en kop te. Jeg har set hendes lejlighed mange gange, men altid som baggrund på zoom møderne. Nu kunne jeg sidde på den plads hun så tit har brugt og se hendes verden. Desværre var det et meget kort besøg, og toget hjem tvang mig fra hendes hjem alt for tidligt.

Turen tilbage var lidt lang. Der var sporarbejde, og vi ville blive 40 minutter forsinkede. Men den slags skal jo passes, og hvordan skulle man kunne forbedre banerne, vis man ikke sætter tid af til det? Det var lidt hårdere mellem Randers og Hobro. Jeg var så på hjem, men signalerne var i stykker og der måtte derfor kun køres med ca 45 km/t. Den lille strækning plejer at tage et kvarter, men nu var det 45 minutter. Og når det er midt om natten og man bare gerne vil hjem og sove, så er 45 minutter lang tid.

Det var en god dag. Jeg begynder at forstå infrastrukturen i KBH, og det gør det meget nemmere at være i byen. Jeg er ikke bange for at gøre det noget mere. Men i dag skal jeg bare slappe af. Sådan en tur er tung for mit hoved, og jeg skal lige finde mig selv igen.