Så er min F**king magi dukket op!

Så er de her…

Mine bøger er kommet fra tryk. Og det er så magisk at se det fysiske bevis for, at drømmen er virkelighed. Jeg overvejede, at optage en video med mig der åbner kassen, lige efter den er blevet serveret for mig af en sød dame fra Postnord, men jeg har aldrig selv tålmodighed til at se den slags, så jeg tog nogle billeder i stedet.

Det er ikke så meget at sige til situationen. Men hvis billederne ikke taler deres eget sprog, kan jeg fortælle, at jeg er svært begejstret for at stå med mit arbejde i hånden, og jeg glæder mig til, at andre gør det samme.

Men nu må vi se, hvornår det bliver. I sidste uge var jeg afsted med Håbefulde Unge Forfattere på tur. Jeg elsker folkene, der er med, men…

Det er for alvor ved at nedfælde sig i mig, at jeg ikke kan finde ud af at skrive sammen med andre. Eller i alt for oplyste rum, hvor min inspiration ikke har plads til at indfinde sig. Jeg kan nok godt redigere, men det vil jeg gerne have min store skærm til.

Som forfatter burde jeg selvfølgelig kunne skrive alle steder, men det er bare ikke tilfældet for mig, og jeg måtte tænke lidt kreativt for at skabe de sølle 4000 ord, som det blev til.

Ordene blev nedfældet om natten, mens alle andre sov. Når jeg kunne slukke lyset, og kun det elektriske grønne fra lamper ved nødudgange kæmpede med det svage blå lys fra natten om at nå mig. To varme nætter blev brugt forskellige steder; ved borde, i sofaer, men det bedste var at sidde i det vidtåbne vindue, hvor den kølige luft fandt vej til mine lunger og især til min hjerne. Natteluft er magisk på samme måde som snestorme og de første solskinsdage i foråret. Men de kan ikke det samme. De færreste kan skrive i den kolde vind i snestormen uden at fingrene falder af af kulde. Og jeg kan ikke skrive i de lyse forårsdage.

Så jeg nyder mine nætter. Jeg nyder, at jeg kan trække min tunge gardiner for og lade som om solen er væk. Og jeg nyder mit tastatur med lysende knapper, så jeg kan se hvad jeg laver. Jeg kan virkelig godt lide mennesker og at snakke med dem om de ting, som vi finder interessante sammen, men jeg kan ikke skrive med dem. Og det er jeg nok nødt til at indse.