STOP DIG SELV!

Jeg bliver ved at sige til mig selv, at nu skal jeg ikke begynde på flere projekter.

Jeg bliver også ved med at gøre det alligevel. Fuck. Hele tiden dukker der muligheder op, som jeg har et dybt behov for at deltage i. de får det til at kilde i maven og giver mig en følelse af "nu nu nu nu". Som minutterne inden julegaverne eller sekundet inden buffeten åbner. Men jeg prøver at være realistisk. Hvad kan jeg nå uden at ødelægge mig selv? Hvilke deadlines ligger oven i hinanden? Men jeg hader at skulle slå koldt vand i blodet. Blod skal ikke fortyndes ;)

Den sidste uge har jeg arbejdet med (og øvet mig på) feedback i en gruppe, jeg ikke kender så godt.

Selvfølgelig kender jeg nogen bedre end andre, men det har været dejligt at høre nye stemmer og finde ud af, hvordan de har tolket det fælles tema, som vi har arbejdet ud fra. Eftersom jeg er en røv til at give feedback, er mit største håb, at de kan bruge mine rettelser og tanker til noget konstruktivt. Og at de ikke tager det personligt. Jeg har haft fokus på teksten og prøvet at løfte den til et niveau, jeg selv ville kunne stå inde for. Hvis alt går vel, kommer vi til at stå side om side, og det ville være dejligt, hvis vi kunne se på hinandens historier og tænke, at vi både er stolte af vores egne og dem, vi har været med til at udvikle.

Der er også endnu et Read.Die.Repeat på gaden. Jeg er altid spændt på, hvad det kommer med af overraskelser, for lige med RDR-magasinet kan man aldrig vide.

Jeg er stolt af mit klamme bidrag, som måske engang udvikler sig til noget mere. Mere klam, ja tak!

Mit håb er, at folk vil støtte op om det lille forlag, der har det fornemme mål at skabe glæde for gyset, og hvad passer dog bedre til mig end det?

På en eller anden måde er det også blevet sommer, eller tæt på. Alle de planer, der har virket til at være langt væk, er pludselig tættere på, og jeg er spændt på, hvordan denne sommer bliver i forhold til den sidste. Jeg er nået meget langt siden. Og underligt nok taler jeg ikke bare om, at jeg får en bog udgivet, men også at jeg socialt har fået så meget af at være i forfattermiljøet. Tak til jer! Jeg er hjemme nu! Hvem havde troet, at jeg skulle finde et fællesskab, hvor mine morbide kommentarer ville blive accepteret (fordi folk tror det er jokes? 😉 ) Der sidder nok stadig en FBI-agent udenfor og tænker på om, det er på tide at rykke ind.