Sociale medier: min værste ven.
- Mariane Mide
- 24. jul. 2021
- 2 min læsning
Gennem de sidste måneder har jeg arbejdet på at finde et publikum til mine ord. Andre mennesker, endda mennesker der har styr på, hvad de laver, får lov at læse, hvad jeg skriver, og det er på grænsen til det mest frygtindgydende, jeg nogensinde har prøvet.
Når jeg siger ”på grænsen”, så er det fordi, der er noget der er værre:
At holde de sociale medier opdateret.
Jeg læser og hører mange steder, af folk der, angiveligt og med stor sandsynlighed, ved mere end mig, at man gerne skal poste flere gange om ugen. Selvfølgelig alt efter hvilket medie, man bruger (det skulle jo nødig være for simpelt). Men der sker bare ikke så meget i mit liv. Det er begrænset, hvor mange spændende selfies jeg kan tage under skrivningen af 100K ord. Sidder der forfattere og læser med, så kender I måske problemet (og en løsning?), for jeg kan da ikke være den eneste.
Problemet bliver ikke mindre af, at jeg er utrolig genert og introvert. Nogle ville måske påstå, at det er en løgn, og de vil have delvist ret. Men som sagt tidligere, det skulle jo nødig være simpelt. Jeg har en tendens til at snakke en masse, når jeg er usikker. Jeg gemmer mig bag et smil og en god håndfuld dårlige jokes.
På sociale medier er det bare mig, der skal udstille mig. Og det er jeg dårlig til. Det nytter jo ikke at gemme sig, når pointen er at blive set.
Så nu jeg ved jeg hvad jeg skal øve mig på og blive bedre til. Endnu en ting på listen efter at kunne sætte komma og stave til mississippissippisisiippi (aner ikke, hvor jeg skal stoppe 😊)
Så nu, hvor alt dette er sagt, vil jeg ønske jer held og lykke, for det er jer, der skal holde mig ud. God fornøjelse!





Kommentarer