top of page

Skrækfest var intet i forhold til en nat med annA

  • Forfatters billede: Mariane Mide
    Mariane Mide
  • 26. sep. 2021
  • 3 min læsning


Sidste weekend til Fantasy Festival fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Jeg skulle til Skrækfest på Odense bibliotek lørdag, og annA tilbød at jeg kunne sove ved hende fra fredag til lørdag, så jeg var lidt tættere på. Vi lavede hurtigt nogle planer og begyndte at glæde os.

Jeg tog bilen og bandede, mens jeg holdt i kø ved både Horsens og hen over fyn. Jeg havde da ikke tid til den slags problemer. Jeg skulle videre, så jeg kunne lege med korsetter og drikke te med annA!

Og det var, hvad der kom til at ske! Efter ungerne (frk. "du-har-Elsahår" og hr. "dine-øreringe-er-fine") var smidt i seng, satte vi os i korsetter med annAs fine tekande, de guldkantede tekopper i tynd porcelæn og sølv tesien. Det var så hyggeligt, og tiden gik alt for hurtigt. Vi snakkede om alt, der faldt os ind, og annA læste op af det, hun havde skrevet. En god oplevelse er, hvad man gør den til. Og nogle gange skal der ikke mere til end at lege klæd ud og være finde damer.


Næste formiddag tog vi ind til selve Odense. Vi kiggede lige hurtigt, om der skete noget til skrækfest, inden vi besluttede at tage ind og få lidt mad. eller meget mad. annA foreslog Café Vivaldi, for de havde en wok salat med tigerrejer, der var lige så fantastisk som den lød.


Det var super fancy med ærteskud, cashew nødder og andre ting, jeg normalt ikke har mulighed for at stoppe i munden. Og ups, vi kom også til at bestille en skål pommes frites til.

Bagefter trak hun mig hen for at se knogler i domkirken. Eftersom jeg aldrig rigtig har været i Odense, har jeg af gode grunde aldrig set domkirken. En imponerende bygning med to sæt udstillede knogler fra... jeg kan ikke lige huske hvem, men de var døde. Hun trak mig med i munkehaven bag kloseret, og det var en fantastisk samling af urter. En samling, der var lidt voldsom med alle de dufte, der var på mine fingre bagefter. Jeg skulle jo dufte til det hele. Bl.a. romersk kamille, løvstikke og en plante jeg ikke kan huske navnet på, men den lugtede af cola.

Vi tog tilbage til biblioteket og kiggede på de mange boder, der var sat op. Dark Marked var en samling af spændende sælgere med et alternativt udvalg af interessante smykker, tøj og musik, der faldt i min smag. Noget jeg ellers ikke finder så tit.

Jeg hoppede mig også vej ind i et par samtaler med andre forfattere, og en hilsen skal lyde til Karsten Brandt-Knudsen, der ligesom mig har en horror interesse og til Maria Aagaard, som jeg på uforskammetvis sneg mig ind på, mens hun sad med Ildacachs Fantastisker Fabulationer, hvor vi begge har en novelle med.


Jeg sad på publikumsrækkerne under paneldebatten med Louise Haiberg, Patrick Leis og Anne-Marie Vedsø Olesen. Alle deres ord blev styret af Amdi Silvestri fra Dansk Horror Selskab. En spændende debat om dystopier og fænomenets rolle i litteratur og dets indflydelse på virkeligheden. Flere gange ville jeg springe op og være med.


Inden jeg tog fra Odense, var jeg nød til at bruge lidt penge. Fordi bøger!

Jeg har aldrig været til graphic storytelling. Jeg har ikke rigtigt forstået det, men måske kan det læres. Jeg var i hvert fald stor fan af både Karsten Brandt-Knudsens Everybody needs somebody og NMAARs The great dragon i Read.Die.Repeat vol 2.

Derfor var jeg også nødt til at købe Sort Nadver af NMAAR. Jeg havde set det til fantasticon, men købte det ikke, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med det. Denne gang kunne jeg ikke lade være og de fantastiske budskaber bliver skåret direkte ind i kødet hos læseren. Flotte, stemningsfulde tegninger bærer temaernes dybte frem. Jeg kunne godt forelske mig lidt i denne genre, men det skulle være i denne stil. For det kan sgu noget.


Jeg havde en episk tur, og det var hele den lange køretur værd. Jeg må dog indrømme, at jeg nød samtalerne med annA mere end paneldebatten. Og samtalerne med de andre kunstnere og forfattere gav mig også mere liv end den envejs snak, som debatten var. Jeg er nok bare ikke til ensrettet samtale, hvor jeg ikke kan erklære mig enig og uenig i tide og utide. Alligevel vil jeg gerne sige tak til Odense bibliotek for at sætte Skrækfest op og skabe et rum for disse samtaler!

 
 
 

1 Comment


Liv Hansen
Liv Hansen
Sep 26, 2021

to sæt udstillede knogler fra... jeg kan ikke lige huske hvem, men de var døde.... XD hehe

Like

Følg mig her: 

  • Instagram
  • Facebook Social Icon

Copyright © 2022 All Rights Reserved. 

bottom of page