Nu er der ingen vej tilbage.

Så skete det. Noget, jeg har tænkt på at gøre i mange år. Jeg har sendt en roman ind til bedømmelse ved et forlag. Jeg har ingen erfaring med det og ingen idé om, hvad jeg kan forvente.

Da jeg skrev det første kapitel af mit manuskript, skulle det egentlig have været en novelle. Den plan var jeg nødt til at ændre. Der var så meget, jeg gerne ville have med, at en novelleformen var uacceptabel. Og så var der betalæserne, der brokkede sig over, at ”sådan kunne jeg da ikke stoppe historien!”. Og det havde de ret i. Så den 6. marts 2021 gav jeg til at skrive. Og skrive og skrive, og da jeg nåede den 29. havde jeg mere end 50.000 ord, som skulle rettes. Eftersom jeg er den slags forfatter, der finder på meget af historien, efterhånden som jeg kommer til den, var der en del der skulle passes til og skrives om. Jeg havde heldigvis en plan, og jeg takker de novellekonkurrencer, jeg har været med i for den erfaring, som jeg skulle bruge.

Jeg fik rettet og sendt den ud til nogle andre øjne, for at få deres mening. Generelt var det gode tilbagemeldinger, men de havde alle dem samme kritik: Mine sætninger er kringlede. Nå, så måtte jeg jo rette videre og se, om jeg kunne fikse det. Måske er det lykkedes nok til at nogen (gerne forlaget) kan se potentialet, men jeg er sikker på, at der stadig er mere, der skal på plads.

Da jeg havde trykket send på mailen, gik jeg i panik. Hvad nu hvis...? Jeg kunne komme på mange grunde til, at jeg skulle fortryde min handling, men nu var det gjort, og jeg måtte bide i det sure æble og erkende, at det var ude af mine hænder.

Nu er spørgsmålet bare, om jeg skal vende tomlen op eller ned. Det må jeg vente med at finde ud af. Og det må du også.