I AM THE CHAMPION!!!!

Der er ikke længe til endnu en antologi udkommer. Den er fra Science Fiction Cirklen, og grunden til at jeg taler om den er selvfølgelig at jeg selv har et bidrag med.

Temaet skulle være ”Pandemi” *host host*, og det var overraskende spændende at dykke ned i, hvad en pandemi kan være… når det ikke er cabonara (tak til Simon, som jeg har stjålet udtrykket fra!). For at være ærlig, er jeg stolt af mit resultat, og hvordan jeg har tænkt om emnet. Ja, ja. Fuck af jantelov. Jeg kan godt se, du står der med en løftet pegefinger og er bitter.

Jeg var lidt i tvivl om, om mit tag på emnet var for anderledes til at kunne spille med de andre noveller, men det gør mig glad at få den ud i verden, for jeg synes den har noget vigtigt at sige. Det er forsiden til antologien som jeg flasher for jer her.

Tegnet af Karsten Himself!

Sidste søndag var jeg også så heldig vinde en fremtid som zombie. Det viser sig at Karsten Brandt-Knudsen har den magt og udnytter den.

Han havde en konkurrence, hvor man skulle forklare om sin livret, hvis man var en zombie (Selv er jeg tilfreds med en motionerende veganer. Der er ikke ophobninger af tungmetaller, og en fast gluteus maximus er da lige at sætte tænderne i. Hvis jeg ellers kan fange sådan en haps. De løber sgu stærkt... )

Jeg er spændt på hvad resultatet bliver og glæder mig til at se det.

Kort kan jeg også fortælle at jeg sidder dybt begravet (hvilket er skidt for en zombie) i 2. redigeringsrunde af min roman. Tingene er ved at falde på plads, og noget siger mig at drømmen sgu ender med at blive til noget! Og nu hvor vi snakker om Krabat, så fandt annA ”Noget er på vej” på sit lokale bibliotek.

Havde jeg ikke set alle forfattere gøre dette, ville jeg aldrig have indrømmet det, men det haster sgu at komme på mit eget bibliotek, for at se om de også har den hos mig. Jeg kunne bare slå det op, men det er jo ikke det samme.

Sidst, men ikke mindst, det viser sig, at folk ikke vil have, at jeg tager en kniv med på vinterferie. WHAT? Det er der ikke noget at gøre ved, og kan opgaverne ikke klares med en døv ske, ønsker jeg det bare ikke hårdt nok. Spøg til side. Jeg glæder mig til at se dem alle sammen. Mine kolleger, venner, messe peeps… Mine med-sække. Der er en masse jeg skal have gjort inden i morgen og selv om planen var at arbejde en hel masse, må jeg hellere indse, at det ikke kan blive som en dag i går, hvor jeg sprintede mig igennem 6 timer og 15 minutter i ren arbejde. Jeg har nogle ting, der skal gøre klar. De andre vil også gerne, at jeg skifter undertøj?! Så jeg må hellere pakke noget.

Det vilde ved det hele er ikke selve turen, eller at jeg skal til det fremmede ødeland, Fyn. Det er at jeg tager afsted mange dage med folk jeg kun har mødt få gange, og første gang for kun 7 måneder siden. For et år siden kunne du ikke bilde mig ind, at min fremtid ville se ud som den gør nu, men for helvede, jeg er glad for at den gør.