Foredragsmødommen er nu taget
- Mariane Mide
- 16. sep. 2022
- 2 min læsning
I kan lige få en sidste opdatering inden jeg drager på eventyr i Esbjerg.
Der var nemlig lige et andet eventyr, som skulle opleves inden jeg tager syd på.
Den 15. september holdt jeg et foredrag på kulturhuset Kig Ind i Nørager. For tiden har de

kulturuger med temaer som eventyr. Det var i forbindelse med det og folketro, at de havde taget kontakt til mig, for jeg har jo en novelle med i ”Noget er på vej” fra Krabat. Ud over det er det også lige i nærheden af, hvor jeg bor, og med deres fokus på lokal kultur kunne jeg nemt puttes ind. Og hvor er jeg glad for, at de rakte ud!
Jeg fik en varm velkomst af Mette og Torben, og Mette flashede sit bibliotek for mig, da jeg bekræftede, at jeg er uddannet bibliotekar. Det var det sødeste lille bibliotek der næsten havde stemning som en lille café! Og ikke nok med det, var der søde gæster, der gladelig hilste på en fremmed sjæl på deres bogjagtmarker.

Derefter fandt vi det lokale, jeg skulle være i. Det var lækre omgivelser, der var dekoreret med illustrationer af Jørgen Bech Pedersen. Han kan klart noget med trolde og andet folketro, og de mange billeder var perfekte for de emner, jeg ville snakke om. Snart begyndte mennesker at strømme ind. Det var 6. og 7. årgang fra Sortebakkeskolen i Nørager, der skulle lytte og alle pladser blev optaget. Det gode ved at snakke for folkeskoleklasser er, at de ikke har et valg og bare skal møde op, når de får det af vide. Jeg tror, der var 80 elever og en håndfuld lærere.
Jeg var super nervøs, men det gik, og på trods af mit noget lille erfaringsgrundlag for foredrag synes jeg, at det gik godt. Det viser sig at det ikke længere er åmanden der er populær, men mange kendte nye historier om fx Slenderman. Jeg er også glad for, at der var en masse spørgsmål fra eleverne bagefter. Og de spurgte om alle mulige gode ting. Hvor jeg fik mine idéer fra, hvorfor jeg havde underligt hår og hvor lang tid det tog at skrive en novelle.
Jeg vil gerne sige tak til Nørager bibliotek for at invitere mig! De der biblioteker kan sgu noget. Og jeg er glad for, at jeg kan give lidt tilbage!




Kommentarer