7 piger alene i den gamle mølle

Uge 7 var så vild. Jeg var afsted på skrivevinterferie sammen med mine med-sække.

Op gennem planlægningen havde jeg en følelse af, at det er den slags man kun taler om og aldrig får gjort, men det skete sgu.

Vi har snakket om det og planlagt siden i efteråret, og det var ikke uden nerver, at jeg rykkede skrivebasen op og flyttede den midlertidigt til Fyn.

Nogle af dem, jeg skulle se, har jeg ikke snakket med ansigt til ansigt i over et halvt år, men det var intet problem. Især ikke når man hele tiden har holdt kontakten enten gennem beskeder eller zoom. Selv de fjerneste københavnere er som nære venner. Den akavede fysiske kontakt var ikke til at fornemme, selvom der normalt er en 40 og 300 km afstand. Allerede første aften var alle hæmninger væk, mens vi skreg usuk og saftevand. To ord, der ville blive sagt mange, mange gange over de næste dage.

Stedet var en smuk nedlagt mølle. Det er nok nemmere at vise billeder end forklare, hvordan der op af den hvide mur var klematis med deres gråbrune, viltre stængler. Hvordan møllen var som et tårn, hvor vi kunne sidde og finde på verdener, som vi kunne flygte ind i. Eller hvordan tunge træmøbler med udskårne mønstre gav inspiration til gamle borge og de folk, der ville bruge dem. For ikke at tale om døren, der var i sofabordet. En portal til en anden verden.

Torsdag holdt vi pizza og prinsesse fest. Jeg lignede selvfølgelig mere en ond dronning, men havde I regnet med andet? Super sjov aften med alkohol og lege. Det viser sig at min nogle af mine personlige værdier og træk kan kobles sammen med sort, hest, og stormregn. Så må i selv finde ud af, hvad I tolker ud fra det.

Når det kom til at arbejde, var jeg i større problemer. Jeg havde det måske lidt på fornemmelsen, for jeg har jo gjort mig nogle erfaringer over det sidste år. Jeg er ikke god til at skrive, når jeg er social. Jeg kan ikke koncentrere mig eller holde fokus på mig selv eller de ting, jeg er nødt til at gøre. Jeg fik kun lavet en femtedel af, hvad de andre lavede, men i virkeligheden er det okay. Jeg er ikke dem, og jeg lærer mine styrker at kende på sådan en tur.

Og mine svagheder. For mig er det også bedre, at jeg kan skrive alene og ikke er afhængig af andre, for ofte har jeg ikke muligheden. Men bare fordi jeg ikke kan skrive, betyder det ikke, at jeg ikke fik noget ud af turen. Det er dejligt at sidde med andre og kunne dele mine erfaringer. Så jeg tilgav mig selv for ikke at lave så meget og nød den energi, som de andre havde. Og jeg tog den med mig hjem som en anden psykisk vampyr. Ups.

Jeg skulle dog lige sove 14 timer og have en dag med hovedpine før jeg var tilbage til mit sædvanlige niveau.

Jeg er så glad for, at jeg har fået samlet denne gruppe venner op. Så mange, så forskellige. Og så vil jeg da lige slå et slag for Cathrines blog ”Kaos i mørket”, hvor man også kan læse om vores tur, men fra et andet perspektiv.

Da jeg kom hjem fik jeg en vidunderlig overraskelse. Ikke nok med at jeg havde modtaget den bog, som jeg havde bestil (fordi jeg ikke kunne styre mig,) så havde lars også gjort rent i min lejlighed og hentet roser, som en velkommen-hjem-gave. en perfekt afslutning på en perfekt uge!