3. dag. Jeg var ved at være godt brugt

Først kan I lige få svaret fra gårsdagens spørgsmål. Der var en dyne og en pude i en skuffe under sengen. Det havde vi ikke gættet, og derfor var vi nødt til at gå ned i receptionen for at spørge. Lad mig sige det sådan her: Det var ikke første gang, han fik det spørgsmål.

Vi havde stadig 2 dyner og 2 puder, da vi vågnede tredje og sidste dag, men det var hårdt at komme op. Jeg kunne godt mærke at min krop var ved at være lige så udkørt som min hjerne. Alligevel glædede jeg mig til at komme afsted. Jeg gjorde mig klar, mens Helene arbejdede. Og jeg faldt i søvn, mens jeg lå i sengen og fik ”morgenmad” (Ved I, at der er en julematador mix?) Helene påstår at jeg snorkede. Og at det var sødt. Jeg tror ikke på hende, men jeg er ikke sikker på, hvilken del, jeg ikke tror på.

Vi havde alle vores ejendele med os, da vi forlod hotellet. Vi ville ikke vende tilbage. Måske ikke før Bogforum næste år. Det var en tung opgave, for jeg havde nogle udgaver af Noget er på vej, som er en dejlig, stor bog. Heldigvis kunne jeg smide det meste i garderoben og behøvede ikke slæbe det rundt hele dagen.

Mit sække-crew fandt hinanden og folk fandt os. En kvinde kiggede Helene dybt i øjnene og spurgte om vi ikke var dem, der var blevet fotograferet med Leonora. Det kunne vi jo kun svare ja til, men vi var også nemme at kende *host host*.

Efter et foredrag med Sofie Boysen (super nice at møde dig!), stødte vi ind i en lille pige og hendes voksne. De var super søde, og kom hen og spurgte ind til mit hår. Jeg har stor respekt for nysgerrige sjæle (især de små), som vil vide mere og ikke bare fylder hullerne ind selv. Der er meget at lære om andre mennesker, og jeg er selv meget dårlig til at stille spørgsmål. Godt andre kan! Og hyggelig snak, mens pigen legede med min cyberlox.

Timerne gik, mens jeg (uden held) forsøgte ikke at købe bøger. Jeg har i forvejen så meget jeg skal læse , og jeg vil så gerne, men nogle gange skal jeg sove. Bullshit-ish øv!

Det var lidt hårdt, at sige farvel til folk. Jeg ved ikke, hvornår jeg ser dem igen. Det er underligt at jeg kun har kendt dem i nogle måneder, for de føles tættere end det. Det føles som om, jeg har fundet min tribe. Mit folk. Tak for jer, og tak for en god weekend! Det havde ikke været det samme uden jer. Maria, Tak fordi jeg måtte signere din udgave af Noget er på vej. Og annA, tak fordi jeg måtte signere din nakke. Mette, det var fantastisk at lære dig at kende. Glæder mig til at se, hvad der gemmer sig af skumle hemmeligheder i dig. Ingen kan være så flink 😉 Og Louise, min roomie, min modsætning. Dine regnbuenegle holdt andre på respektfuld afstand, mens du fangede notesbøger.

Turen hjem var i bus. Kombardo ekspressen fragtede Helene og mig tilbage til Jylland. Hun læste artikler og jeg fik en lur. Denne gang snorkede jeg ikke. Påstår hun. Færgen var hyggelig, og man kom hurtigt ned til bussen igen, da det var tid. Den der Kombado-sang kørte på repeat, og man måtte flygte fra den. Vi sagde farvel i Aarhus, efter Lars og jeg havde fragtet Helene til hendes domicil. (jeg ved ca. hvor du bor nu! Muhaha!) Tak til Dig Helene for at være en yderst episk rejsemakker! Det tør jeg godt gøre igen! Tør du?

Og så gik turen yderligere nord på, mens jeg fortalte Lars om alle de ting, jeg her har berettet.

Til sidst vil jeg bare sige tak for, at du ville læse med. Og undskylde, at jeg ikke har et billede af alt, hvad jeg har købt. Jeg ved endnu ikke om noget skal bruges som julegaver, så jeg holder min mund.