True crime

 

Af Mariane Mide

 

Jeg har glædet mig så meget. Dette er sand anerkendelse. Bedre end når min chef hiver mig ind på kontoret og siger, at jeg har klaret det godt med den nye kunde. Bedre end når svigermor smiler og siger, at jeg er en god far. Det er alt sammen godt, men der er intet bedre, end at blive anerkendt for den man er, når ingen kigger. Når man gør en gerning, som er for dig selv, som man er stolt af, men som man ikke sætter sit navn ved. 
Jeg kigger mig om i det lille sommerhus for at se, om der er mere, der skal gøres klart. Persiennerne lukker mig inde og lukker nysgerrige øjne ude. Gardinerne er også trukket for. Bare for en sikkerheds skyld. Maiken sidder hjemme med børnene, og selvom mobilen ligger fremme på sofabordet, vil jeg ikke blive forstyrret, med mindre det er virkelig vigtigt. Jeg har også taget bilen herop, så de kommer ikke på uventet besøg. Jeg er alene de næste fire timer. Jeg skal egentlig bare bruge femoghalvtreds minutter, men jeg nyder at gøre mig klar mentalt, og der er ingen grund til at matche tiderne, så folk kan regne ud, hvad jeg laver. Hvis nogen spørger, er jeg i gang med at skrive en bog. En bog, jeg har været i gang med i over ti år, som ingen har set et eneste ord af, og som tilfældigvis blev slettet ved en fejl, sidste gang Maiken insisterede på at se, hvad jeg lavede de mange nætter i hytten. Der er ingen bog, men det er en god undskyldning for alenetid med den rigtige interesse. En løgn om modeltog ville kræve, at jeg faktisk satte mig ind i det. Og sikkert også skulle bruge penge på det. Skrivning kræver ikke beviser. 

Jeg har brygget en kande kaffe, og den står klar til mig på sofabordet. Den lille bærbare computer ligger urørt i min taske, og den kommer nok heller ikke frem i dag. Jeg sikrer mig en sidste gang, at døren er låst, inden jeg kigger på klokken som en spændt dreng juleaften. Der er stadig fem minutter, men jeg tænder alligevel tv’et og sætter mig i den røde lænestol. Fladskærmen foran mig er ikke stor. Den er kun købt, så ungerne kan se tegnefilm om morgenen, når vi andre vil sove længe. Kan være jeg skal investere i et større. Måske bliver det ikke sidste gang, at jeg har behovet for at se grafiske klip og gensyn. Og en større skærm giver bedre detaljer. Reklamerne går i gang, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvem målgruppen er. Hvem vil se dette program? Hvem tror de, at de kan tjene penge på ved at sende præcis de reklamer nu? Jeg har næsten lyst til at notere mig reklamen for hårfjerningsprodukter for kvinder og en krimiforfatter, der er kommet med endnu en roman, Ligusterhæk og lejemord. Irriterende titel.

“Så er det nu,” mumler jeg for mig selv og smiler, da reklamerne stopper. Jeg har det som om, jeg er på toppen af en rutsjebane. Hele dagen har vognen sagt klik, klik, klik under mig, mens den har hevet mig længere op. Men nu stopper det, og introen til “True crime på 3’eren” går i gang. Jeg har set det tit, men aldrig sådan her. En jingle med en dramatisk melodi er fyldt op med lyden af sirener og skaber et lydkaos, der burde få hårene til at rejse sig i nakken. Det sker ikke. Ikke som de havde tænkt sig. Skærmen lyser ud i stuen, først med skarp, blå udrykningslys, men øjeblikket efter bliver jeg badet i det røde skær fra et filter, der er lagt over ansigter, som flyder hen over skærmen. Det hele kulminerer, da en stor, hvid tekst på sort baggrund fortæller mig, hvad jeg ser. 

“Godaften og velkommen til True crime på 3’eren. Mit navn er Kaja Valså.” Kvinden går nonchalant hen over studiegulvet, mens hun taler. Bag hende er der store vinduer, der giver hele studiet et præg af virkeligheden, der på den anden side af glasset. Det er den samme vært som altid, men i aften føles det som noget specielt. Hun har en kort, hvid kjole på, men på trods af det skarpe lys ser den ikke ud til at være det mindste gennemsigtig. Jeg kan godt lide hendes helt lyse korthårsfrisure og de røde læber. Hun ser frisk og tiltalende ud, selvom hun stirrer alvorligt ind i kameraet. 
“I aften skal vi tale om en uopklaret sag fra vores eget Danmark. Den sag, vi alle kender som Østby-morder-sagen.” Jeg sætter mig længere ind på den røde stol, da jeg opdager, at jeg sidder helt ude på kanten. Jeg har haft navnet ”Østby-morderen” i flere år, men jeg har ikke rigtigt vænnet mig til det endnu. Men når man ikke selv kan vælge, er jeg bare glad for, at jeg ikke er blevet kaldt “Den Danske Dahmer”, og faktisk har fået mit eget navn. Ikke at jeg har meget tilfælles med Jeffrey, men folks fantasi rækker ikke altid lige langt. Kaja begynder at tale om de praktiske ting. At hvis nogen har tips eller viden, kan de ringe ind. Selv det mindste kan være en hjælp. Jeg er kort fristet til at ringe ind selv, men det mere en sjov tanke end en egentlig overvejelse. 

“I aften vil vi gennemgå sagen og snakke med forskellige myndigheder. Vi kommer også til at snakke med André Fillone, der tidligere har arbejdet med at skabe profiler af kriminelle, både i Italien og for Interpol.” Kaja vandrer stadig hen over studiegulvet, som om noget ubehageligt vil indhente hende, hvis hun står stille. Det er sikkert noget, produceren har sagt, hun skal, så folk bliver stressede, og spændingen stiger. Den første gæst bliver præsenteret. En ældre herre, der tidligere har været ansat ved politiet. Under Kajas introduktion, sidder han og smiler og hans øjne flytter sig mellem hendes øjne og hendes bryster, der er gemt væk under det hvide stof. Jeg kan ikke lide ham, og det fryder mig, at lige som han skal til at tale, kører en sort varevogn forbi vinduerne. Den har rød tekst på siden, men jeg når ikke at se, hvad der står, for ud af vinduet hænger en mand med et stort smil og hornet i bund. 
“Ja, hvis vi lige skal ridse sagen kort op,” starter han, da manden er væk. ”så fandt man jo liget af den 21-årige Mette tilbage i 2014.” Han lyder som en, der tager sig selv meget seriøst, og jeg har lyst til at grine højt over, at de stadig ikke har fundet hende fra 2012. Jeg ved ikke engang, om hun er meldt savnet. Jeg har ikke kigget efter, selvom jeg mange gange har haft lyst.
“Den gang troede man jo, at der var tale om et enkeltstående tilfælde. Og man fik jo også anholdt hendes kæreste for det. Han er selvfølgelig siden blevet fuldstændig renset.” 
“Du var jo efterforsker på sagen dengang. Hvordan kunne I vide at det ikke var ham?” Kaja ligner en, der aldrig har haft en mere spændende samtale. Hendes øjne er fikseret på den ældre mand, som om kameraerne slet ikke findes. 
“Ja, han havde jo ikke et alibi, men da endnu et lig dukkede op, havde han været i vores varetægt. Og der er ikke et alibi, der er meget bedre end det.” 

Jeg tænker tilbage. Det andet lig er i virkeligheden det tredje. Det havde ikke været meningen, at jeg ville dræbe hende. Det passede så godt med, at kæresten kunne få skylden for det hele, men jeg kunne ikke lade være, da jeg fik muligheden. En grædende brunette på en tom perron midt om natten. Hun var meget fuld, og hendes kæreste havde vist været sammen med en veninde. Jeg lyttede ikke, mens hun talte. Jeg planlagde. Jeg var på vej hjem fra et telefonmøde med nogle amerikanere og havde kun kniven, fordi jeg ikke turde lade den blive hjemme i tilfælde af, at nogen fandt den. Man skal ikke undervurdere en nysgerrig kæreste, der kigger efter tegn på en forlovelsesring. Jeg var nok mere heldig end klog, da kvaliteten på overvågningen var for dårlig til, at man kunne se, at det var mig. Men jeg lærte noget. Jeg kunne ikke stoppe med at dræbe, og det var bedre at planlægge det ordentligt end at tage chancer, fordi trangen tog over. 
På skærmen bliver Kaja ved at snakke om nummer seks, syv og otte, som alle var indenfor de seneste år. I virkeligheden er de nummer elleve, tolv og fjorten. Tretten har de aldrig fundet. Det er næsten en skam, at jeg ikke kan skrive det på mit CV. Ikke bare at jeg har dræbt flere, end de har opdaget, men også alt det de siger om mig. Effektiv, overvejet, intelligent. Den sidste de nævner er nummer ni. Eller femten, som jeg kalder hende. Det er over en måned siden, jeg dræbte hende, og hun er den første i år, men vi er også kun i marts. 

Programmet rykker videre til et nyt stadie. Kriminaltekniske omstændigheder. Det er her, jeg skal lytte. Her kan jeg lære noget. Scenen skifter til et laboratorium, og en mand i kittel begynder på en lang forklaring om, hvad der binder mordene sammen. Noget om intervaller mellem angrebene og alderen på ofrene. De har også et par fodaftryk fra mine sko, men det er en billig kondisko fra Føtex, så de havde ikke mulighed for at spore dem. Jeg har været heldig med mit DNA, for de har ikke fundet noget, de kan bruge. Jeg har altid set i krimiserier, at bare man har trukket vejret, kan de finde ud af, hvem man er, men det er heldigvis ikke sandt. Jeg er dog sikker på, at jeg har efterladt DNA på nogle af de første, men de har bare ikke kigget grundigt nok. Og når jeg ikke rører ved noget, som jeg ikke tager med mig, er der også svært for dem. Heldigvis.
Segmentet stopper, og vi er tilbage i studiet. Seeren får et lille hul til at ånde lettet op, mens Kaja gentager telefonnummeret på deres tiplinje. Hun påstår, at der allerede er mange, der har ringet, og at politiet allerede er i gang med at se på de nye informationer. Jeg forventer kort at det banker på døren, men det sker ikke. Der er ikke nogen, der har fundet mig. Men måske er de på vej? Jeg prøver kort at gennemgå, hvem der kunne have set mig hvornår, men det er umuligt at overskue alle femten mord på den måde. 

Der kommer en række interviews med familie til dem, jeg har dræbt. Det er underligt at se på dem. Jeg kan se træk fra mine ofre i forskellige ansigter, og især en mor, der bedende tigger mig om at melde mig, minder om sin datter. Samme brune øjne. Den lydløse gråd, der kun ses på tårer. Hendes datter var en god oplevelse. Jeg kunne lide den lille tiggen og det praktiske i, at gråden ikke var en hysterisk vrælen. Ville moren være ligesådan? Mentalt noterer jeg mig hendes navn uden at vide, om det er noget, jeg får brug for. Det ville være første gang, der var en relation mellem nogen. Det kan nemt være en dum ide. Familien er trods alt erfarne med politi og efterforskning nu. Men personerne på skærmen vækker minder, og det føles rart, at jeg har så stor effekt på deres liv. 
Nummeret til tiplinjen bliver gentaget. Man skulle ikke tro, at det var nødvendigt. Folk ville vel have ringet ind nu, hvis de havde noget at sige. 

Kaja stiller så om til et interview fra et lille kontor. En mand i gråt jakkesæt sidder og snakker på engelsk. En linje i bunden af skærmen bekræfter min mistanke om, at det er André, som hun nævnte i starten. Kaja interviewer ham, men det er ikke optaget i dag, for hun har en blå og lilla kjole på. Et eller andet moderne, man kun kan slippe af sted med at bære på tv. Der er en kort snak om, hvem han er, og hvorfor vi skal tro på ham. Og så hvorfor han har interesseret sig for en sag i lille Danmark. Han har ikke rigtigt en god grund, men sådan er det tit med folk, der får penge for deres arbejde. De kan ikke bare sige, at penge er grunden, der skal gerne være en menneskelig grund. Medlidenhed eller retfærdighed, og jeg tror også, at det er et par af de ord, han bruger. Jeg kigger interesseret med. Hvad kan de læse om mig ud fra mine gerninger? 
Han har ret i, at jeg er en mand. Og at jeg er hvid og midt i trediverne. Det burde jo ikke undre nogen. Jeg har været i gang i otte år og man bliver jo ikke yngre. Størstedelen af seriemordere er også mænd, og størstedelen af Danmarks befolkning er hvid. I virkeligheden hjælper hans analyse ikke noget endnu. Han siger jeg er veluddannet. Det er vel også sandt. Jeg har gymnasiet og en kandidat i kommunikation fra universitetet. André siger også, at jeg er single. Noget der slet ikke passer. Jeg har været gift i seks år og har to børn. Børn, som han mener, at jeg ikke burde have. 
“Vi kan også formode, at han er impotent. Det baserer vi på to faktorer. Den første er, at han udelukkende går efter unge kvinder. Dette kan være grundet frustration og lyst.”
“Men vi har ikke set tegn på voldtægt?” Kaja er en god journalist. Hun stiller de gode spørgsmål. Jeg har ikke forsøgt at voldtage nogen. Kvinder er bare nemmere ofre, fordi de ikke er fysisk stærke.
“Gerningsmanden er muligvis meget klar over sin utilstrækkelighed. Det er også derfor, at hans fortrukne våben er kniven. Det er hans eneste mulighed for at penetrere dem, og den benytter han sig i af i stor stil.” 
“Ja, det må man sige.” Kaja giver André ret, og det pisser mig af. De ved ikke en skid, hvad de snakker om. Jeg har sgu ikke problemer med at få den op at stå. Vreden får mine negle til at bore sig ind i stolens armlæn, og jeg løsner dem langsomt, mens jeg prøver at genvinde min kontrol. Der er intet ved mine mord, der handler om sex. Jeg kan sgu da bare kneppe min kone, hvis jeg vil have noget på den dumme. 
“Vi ved, at knivene ofte er af en større variant. Har det en betydning?” Kajas hoved nikker op og ned, mens André svarer.
“Helt sikkert. Det er en af de faktorer, der driver ham til mordene. Han er muligvis blevet latterliggjort af kvinder i sine tidlige tyvere, og det er derfor, han ofte har ofre i den aldersgruppe. Det er en hævnaktion.”
Ingen af dem taler lige ud om min pik, men det behøver de heller ikke. Alle i hele Danmark ved, at det er den, de taler om. Jeg trækker vejret ind gennem næsen og ud gennem munden, mens André fortæller om en barndom med en voldelig far og en gennemtævet mor. Endnu en ting, der ikke passer. Mine forældre har det fint. Min far er en stille mand, der bare vil passe sin grill. Og det er året rundt. Mor genoptog at strikke, da jeg fik børn. Hun sidder og ser Barnaby, mens børnetøj i forskelligt garn flyder fra hende i en lind strøm. De bor stadig i det hus, hvor jeg er vokset op. Og jeg bor selv lidt længere nede af den stille villavej. Hvad helvede snakker André om? Han kværner bare videre om dyrplageri og sengevædning i min barndom og misbrug af kvinder i mine teenageår. Jeg tror sgu ikke, jeg gjorde mere end alle de andre. Og slet ikke så meget som Henrik, der engang fortalte mig om en hule, han havde bygget i skoven. Der fangede han mus og dræbte dem. Jeg tror, han er bankdirektør eller sådan noget nu. Jeg vender tilbage til skærmen, og jo mere manden taler om mig, jo mere ussel gør han mig. De forstår det ikke. De ser kun tingene fra deres egen vinkel. Den eneste drivkraft, de har, er sex, og det overfører de direkte til mig. Der er virkelig noget galt med ham, hvis han ikke kan se andre motivationer i verden end sex. Han ser ikke det smukke i at tage et liv for livets skyld. Jeg gør det heller ikke for jagten. Jeg er ikke et urmenneske. Jeg gør det af samme grund som dem, der springer i faldskærm. For suset og adrenalinen. Der er folk i verden, der gør underlige ting for at opleve det sus. For nogle er det selvfølgelig sex, men for de fleste handler det om den gode oplevelse i sig selv. En vandretur i Sydamerika eller en tur til Afrika med røde kors som frivillig. Så er der bungy jump, tatoveringer og sangere i x-factor. Og så kan man slå ihjel. Og det er, hvad der giver mening for mig. 

André snakker videre om ting, han ikke ved noget om. Hvordan kan han kalde sig ekspert, når han ikke ved en skid? Jeg mærker vreden vokse igen, da han taler om at sengevædning er en ting, der stadig kan ske, og at jeg sikkert stadig bor hos min mor. I hendes kælder. Og at min far er død af druk. Alle hans udsagn er så forkerte, at jeg ikke forstår, at han kan tjene sin hyre hjem. Min harme fordufter fra det ene sekund til det andet, da jeg indser, hvad der i virkeligheden sker. 
Han ved, han tager fejl. De prøver at provokere mig, og det virkede, men de gik for langt. De satser på, at jeg ser med, og at mit ego ikke kan tåle kritik. Og de har måske ret. De siger det, så jeg skal blive sur og gøre noget dumt. En lille lettelse får mit indre til at lysne. Jeg var ved at gøre noget dumt. Kaja ville have set fin ud med store, røde pletter på den hvide kjole. Den tanke havde jeg haft allerede inden, hun sagde aftenens første ord. Men André var ved at gøre det til virkelighed. Men det nytter ikke nu. De ved, hvad de laver, og jeg må ikke falde i deres fælde. Måske er det ikke første gang de gør det. Jeg følger ikke længere med i programmet. De har ikke noget relevant at sige. I stedet gennemgår jeg nogle af de ting, jeg ved om andre i min branche. Hvor mange har man ikke hørt om, har været impotente eller afviste? Måske gik de i dametøj eller var bøsser. Hvad end der var krævet for at trække deres handlinger ned og gøre dem vrede. Måske var en del af det løgn. Måske det hele. Måske var de alle bare fædre som mig, der savnede at hoppe med faldskærm. Jeg kan ikke vide det, men med det som André siger om mig, kunne man nemt tro, at alt det tabu, som andre mordere er beskyldt for, er løgn. Bortset fra det med at slå mennesker ihjel. Skærmen skifter tilbage til studiet og den rene, hvide kjole. Nummeret på tiplinjen står nederst i billedet med en skarp, rød farve. Jeg var ved at ringe derind. Sige, at de ikke vidste noget som helst. Jeg har også lyst til at gøre det nu, men jeg ved, at det er at score selvmål. Men jeg har lyst til at gøre et eller andet. Brug for det. Jeg kigger på min telefon, og skærmen oplyser, at jeg har to timer til at komme hjem. Det er ikke nok til at gøre noget. Jeg har lyst til at råbe af Kaja, men det vil ikke hjælpe. I det mindste vil Maiken ikke mistænke mig for noget. Hun ved, jeg ikke er single. Og så meget andet om mig. Jeg muter tv’et og ringer til hende. 
“Hej skat. Hvad laver du?” Jeg ser på Kaja, der åbner munden, uden lyd kommer ud. Det er det mest fornuftige, hun har sagt i aften, tænker jeg, mens Maiken fortæller, at hun har puttet ungerne og bare ser tv.
“Det bliver vist en af de aftener,” siger jeg, og hun ved, hvad det betyder. Jeg har planer om at skrive hele natten. 
“Det er helt fint,” svarer hun og er nødt til at holde en pause for at gabe. “Jeg var alligevel på vej i seng. Hvis jeg kan sove.” Hun griner lidt. ”Jeg ved, det er for at undgå, at børn ser det, men os med lidt sarte sjæle kan få svært ved at sove med sådan noget true crime lige inden sengetid.”
“Hvad har du dog set?” spørger jeg og har allerede en god ide om det.
“True crime på 3’eren. Det er altså lidt creepy, at der render den slags psykopater rundt.” 
“Du burde ikke se det, hvis det skræmmer dig.” Jeg kan ikke lide, at hun sidder alene hjemme og er bange. Jeg elsker hende og vil beskytte hende fra alle de seriemordere, der kommer i nærheden af hende. Undtagen mig selv, men jeg ville aldrig gøre hende noget. 
“Men det er også lidt spændende.” Jeg kan høre hun smiler, og jeg har lyst til at tale med hende om alle de ting, jeg går og laver. Jeg ville ønske, jeg kunne dele mit liv med hende, men jeg ved også, at det ikke er en mulighed. 
“Men du må sige til, hvis du har brug for, at jeg kommer hjem, så skal jeg nok være der.” 
“Tak, men det bliver ikke nødvendigt. Skriv du bare på din bog, og så kan du passe unger i morgen, når jeg skal mødes med Agnete. Jeg elsker dig.” 
“Jeg elsker også dig.” Vi slutter samtalen, og jeg kan mærke den lille varme, hun altid starter i mit bryst. Jeg elsker hende. Jeg lægger telefonen fra mig og kigger igen på den tavse tv-skærm. Mon Maiken er en af de kvinder, der bruger det hårfjerningsmiddel fra reklamen i starten? Jeg har ikke styr på, hvad hun har af produkter til den slags. 
Jeg lader computeren blive i tasken og pakker nogle af de ting, jeg ellers skal bruge. Kort overvejer jeg at camouflere mordet ved at droppe kniven og finde noget at kvæle hende med, men jeg vil gerne have, at de ved, at de ikke fik mig til at stoppe eller falde i deres fælde. Jeg pakker en kniv ned sammen med praktiske overtræk til bilsædet. Vådservietter og et gammelt håndklæde. Så slæber jeg det hele ud i bilen og kører ud af indkørslen.