Hemmeligheder

Du fandt ind til mine hemmeligheder! Tillykke! 

​

Hemmelighed 1:

Don Drøjs univers er en del af en meget større fortælling. Han bliver uden navn nævnt i flere af de romaner og noveller, der er i skrivebordskuffen. Måske er  der endda en hentydning i True crime.

​

Hemmelighed 2:

Spoiler: I novellen Ann-agram, udgivet i Read.Die.Repeat vol 2, 2021, hentyder det sidste navn selvfølgelig til noget, eller nogen, helt bestemt. Og det er selvfølgelig et Anagram. Diana Emmeri betyder Mariane Mide.

​

Fraklip fra Min kommende roman Det kvindelige monster:

Helene begyndte at lave en leg ud af børneprogrammet. Hun satte ordene ‘uden tøj på’ efter sætningerne som karakterene sagde, og det skabte nogle lidt sjovere øjeblikke i en ellers flad historie. En hjort skulle til ballet … uden tøj på, og en snegl fortalte opskriften på grød … uden tøj på. Det blev en smule skummelt, da den lille hare skulle med rævens far ud at bade … uden tøj på. Helene var ikke sikker på, om det var tanker om rævens fars småpædofile tendenser, eller om den nøgne hare skulle i en suppegryde. Men det var ikke børnefjernsyn mere. Og det gjorde situationen lidt mere udholdelig. 

​

Fraklip

Helene drejede sig en smule i stolen og lyttede med. Det var lang tid siden, hun havde fået læst et eventyr op, og selvom hun var en voksen kvinde, kunne hun godt nyde den flig af barndom, som oplevelsen førte med sig. 
“Der var engang …” startede Anja, inden hun blev afbrudt af Conrad. 
“Er der billeder?” spurgte han og rykkede tættere på for ikke at gå glip af noget. 
“Nej. Dem må I fantasere jer til.” Anja prøvede igen. “Der var en gang et kongerige med en konge og en dronning,” begyndte Anja igen. “De ønskede sig et barn. Da dronningen en dag sidder i vinduen og broderer, prikker hun sig i fingeren med nålen.” Helene genkendte starten af snehvide og hendes tanker flygtede kort fra de kendte ord, inden de skarpt vendte tilbage.
“Hår så sort som ibenholt. Hud så hvid som sne. Læber så røde som blod.” Anjas stemme forsatte gennem historien. “Dronningen blev gravid, men døde under fødslen. Hun fik dog sit ønske opfyldt. Datteren var smuk, og alle elskede hende.” Helene sad som børnene og forstillede sig eventyret i sit sind. Datteren voksede op og blev smukkere dag for dag. Kongen elskede hende og gjorde, hvad han kunne for at gøre hende lykkelig. Hun fik heste og kjoler og blev behandlet som den prinsesse, hun var. Men kongen giftede sig igen. Og det gjorde den unge Snehvide jaloux. Hun havde aldrig skullet dele sin fars opmærksomhed, og da hun fyldte sytten, havde hendes far og stedmor fundet en ung prins til hende. Den unge prins var beæret over at skulle giftes med skønheden, men Snehvide havde ingen interesse i at gifte sig. Faderen forsøgte at trække tiden ud og håbede at Snehvide ville blive klogere, men inden datteren skiftede mening døde kongen og efterlod Snehvide i sin stedmors varetægt. Den nye dronning holdt på at bryllupet snart skulle stå, da det havde været kongens ønske, men Snehvide, der var vant til at få sin vilje, stak af. Dronningen var fortvivlet. Hun havde elsket sin mand og elskede sin steddatter. Hun fandt den bedste jæger i kongeriget og bad ham bringe prinsessen tilbage. Jægeren tog af sted og fandt hurtigt hendes spor. Mange kilometer inde i skoven fik han hende indhentet og stoppet. Han havde aldrig set prinsessen tæt på, og hendes skønhed fik ham til at tøve. 
“Lad mig gå,” sagde Snehvide.
“Hvad skal jeg fortælle din moder?” spurgte jægeren og vidste med sig selv, at en skønhed som denne, ville han ikke lade fange og sætte i bur. 
“Stedmoder,” rettede skønheden ham. “Find mig et vildsvin, og jeg skal give dig, hvad du skal bruge for at narre dronningen.” Jægeren gjorde, som Snehvide befalede, og da han lagde dyret foran hende, tog hun hans kniv og skar det op. Hun gav ham dyrets hjerte i hænderne og sagde: 
“Sig at dette var alt, der var tilbage af hendes datter.” Jægeren tog hjertet og lod prinsessen gå. 
Dronningen græd, da hun hørte, hvad der var blevet af Snehvide. Hun sendte jægeren hjem og iklædte sig igen sit sorte tøj for at sørge over datteren. 
Men ikke længe efter nåede rygter til slottet. På den anden side af kongeriget, var der voldsomme problemer med en bande røvere, der spredte rædsel og kaos. Først ville dronningen sende sine soldater, men da hun hørte, at røverbandens leder, var så smuk, at ingen turde slå hende ihjel, tog hun selv af sted. Det der mødte hende var landsby efter landsby, røvet for for værdier og liv. Dronningen vidste, at hun ikke kunne sende sine soldater. De ville ikke røre hende. I stedet klædte hun sig i laser og skidt og tog en lille taske på ryggen. Da hun fandt røverne, var det en gruppe af mandslinge, der lød Snehvides mindste bud. Mændende var bange for hende, indså dronningen, mens hun fandt et forgiftet æble frem, der ville sende prinsessen ind i en dyb søvn. Hun tog det i hånden og gik tættere på den ild, som røverne sad omkring.
“Kan jeg varme mig her og spise, inden jeg går videre?” spurgte hun med en forvrænget stemme. Alle mændende kiggede op, men det var Snehvide, der talte.
“Du er gammel og grim og utålelig at se på.” Til mændende sagde Snehvide:
“Smid hende ud af vores lejr, tag hendes ting og bring mig hendes mad.” Mændene gjorde. som Snehvide sagde. og jagede Dronningen ud af lysningen. inden de tog hendes mad og bragte den tilbage til prinsessen. Dronningen holdt sig skjult, mens hun så Snehvide tage en eneste bid af æblet. inden hun faldt om i en dyb søvn. Mændende kiggede forskrækket på deres leder, men gjorde intet, da Dronningen trådte frem og tog hende med sig. 
Tilbage i slottet lod dronningen prinsessen spærre inde for sine forbrydelser mod landsbyerne og skønheden levede indespærret til sine dages ende.
“Slut.” Sagde Anja og klappede bogen sammen. Helene smilede en smule, da hun indså at Elysium havde fortalt hende en anden historie. end den. børnene havde hørt. Dette eventyr var som alle andre fortællinger. Den blev fortalt af vinderen.