​

Don Drøj i Assermølle

Af Mariane Mide

​

Der skulle mere end regn til at tage modet fra Henning. Han var glad for, at han skulle være i teltet til byfesten i den lille provinsby, han aldrig havde hørt om. Assermølle. Det lå midt i landet, og han var sikkert kørt forbi mange gange på hans sommerturnéer gennem Jylland. Men han kunne mærke, at i aften var det hans aften. Han trak endnu en mixerpult ud af varebilen og stillede den op ved siden af de to andre. Henning var ikke sikker på, hvad alle knapperne gjorde, men han kendte da nogle stykker på hver maskine, og det så fed ud med al udstyret. Hans hånd greb ned i chipsposen, som var det første, han havde installeret på bordet med den rød- og blåstribede glitterdug. Det var hårdt arbejde at være DJ, og i løbet af aftenen skulle han nok få svedt så meget, at kalorierne forsvandt. Det gjorde heller ikke noget, at folk kunne se svedpletterne på den farverige Hawaii-skjorte, for så kunne de se, hvor meget han gik op i det. Han så sig kort om for at se, om nogen kiggede, inden han tørrede chipskrummer af i sine Levis cowboybukser. Højtalere og lys skulle stadig sættes op, men han var i god tid.

 

Posen med chips blev erstattet med Mokaï, og begge var tomme, da klokken var lidt i scenetid. Tanken om den plovmand, han havde fået sort for at spille med så kort varsel, var motiverende og gjorde ham i godt humør. Han skulle have bedt om tusind, men ville heller ikke skræmme dem væk. Og de var heldige, at han ikke skulle noget den lørdag. Faktisk havde det også været fint med lørdagen efter, men så var den heller ikke gået mere. Han havde en firmafest på Christensen Buildings A/S, hvor han var hyret til at skabe super fed stemning, efter firmaets to øverste bosser var kommet ud for uheld under et røveri. Han hoppede ud i en af toiletvognene for at slå en streg. Det var en af de dyre vogne med spejl over håndvasken. Han droppede at vaskehænder, da han fandt sig selv i det reflekterende glas. Hans hår var strøget tilbage med voks. Han gik efter det look Peter André havde haft. Den mand havde fået så meget fisse, og det måtte være håret. Henning smilede med tænder, der var blevet lidt gule af rygning, men i teltets farvede lys, kunne det ikke ses. Det var ikke Henning, men DJ Don Drøj, der forlod duften af pis. Her først på natten var han i sit es, og nu skulle der rock og rulles musik ud til det danske godtfolk. Han tråde om bag pulten og startede røgmaskinen. 

”Er I der, Assermølle?” Råbte han i mikrofonen og lod sig ikke mærke af den hylende lyd, da den gik i højtalerne. Han så et par gamle mænd skære ansigt og rejse sig for at gå. Der var okay. Så var der flere damer til ham. Han satte første track i gang. Det var en af hans bedste partystartere. Vengaboys. ”We like to party. We like, we like to party.” Han skruede en smule op for bassen på mixerpult 1 og satte hovedtelefonerne over hovedet, så kun det ene øre var dækket. Han stod og rokkene med musikken, mens han kiggede ud på bonderøvene ved bordene. Det var den sædvanlige blanding af unge, der knapt måtte købe en øl, og middelalderende kvinder med blå tunger efter slushice med vodka. Der var ingen på det lille dansegulv foran scenen. Jyder dansede ikke. Endnu. Lige inden Haddaway spurgte hvad kærlighed var, skålede han med publikum. En håndfuld skålede tilbage, mere af pligt end lyst, men det tog ikke modet fra DJ Don Drøj. Han var der for at skabe feststemning. Ikke snylte på den som de igler, der sad og spyttede i deres øl. Backstreet boys overtog, og der skete lidt mere.

”Backstreets back! All Right!” Don Drøj gav den fuld gas i mikrofonen og blev belønnet med et par gnavne blikke. De ældre mænd i deres overalls var hans ærkefjender, og han kunne ikke engang håbe på at få dem op fra stolene. Det skulle lige være for at forlade teltet. Deres koner var en anden sag. Forsømte kvinder i festhumør var gødning til Don Drøjs gren. Modsat mændene begyndte piger i alderen 5 til 65 at trække mod gulvet. Et rigtigt gulv var det ikke. Bare store træplader, der vippede mod det bløde græs underneden. Og det vippede ekstra meget under hendes fødder, tænkte Don Drøj og prøvede ikke at stirre på matronevæsnet, der vraltede efter nogle skingre veninder. Hun kunne ikke samle benene for sin fedme, men de blå slushice mundvige afslørede, hvor modet kom fra. Hun holdt en halv sang, før hun skulle ned at sidde. Lidt flere dukkede op til Mambo no. 5 og de næste 3 sange skaffede et jævnt dansegulv af primært damer, der kun så hinanden ved frisøren. Mændene virkede forskrækkede over at finde liv i deres damer og forsvandt ud af teltet for at ryge. Man måtte ikke ryge indenfor, men Don Drøj var ligeglad og tændte en smøg. Hvad ville de gøre? Han var musikken! Han askede i en tom Mokaï flaske, mens hans satte den næste sang på.

”Er der nogle barbiegirls til Don Drøj derude?” Sagde han og lagde lidt sex i stemmen. Kvinderne hylede af grin og selv de yngste reagerede på ordet Barbie. Aqua blæste ud i teltet, og folk begyndte at råbe, for at kunne bestille drinks. Han bankede foden på pedalen til røgmaskinen og efterfulgte bevægelsen med nogle twists på volumeknappen, der fik det til at lyde anderledes end normalt. Nok til at det lød fancy.

 

En dame på nær halvtreds dansede langsomt imod ham og trådte tøvende op på scenen.

”Du må ikke ryge herinde,” sagde hun så forsigtigt, hun kunne, mens hun samtidig skulle råbe hen over musikken. Don Drøj lod som om han havde travlt og skubbede til nogle paneler, han aldrig havde fundet ud af, hvordan virkede.

”Men ser du, jeg er lidt en rebel.” Han sendte hende et af sine charmerende smil, og hun smilede tilbage. Hun var overvundet.

”Ja, det er jo bare et telt. Men så skal du også spille den med Scatman John.” kommanderede hun og ventede på, at han skulle føje hende. Han nikkede og kunne ikke holde øjnene fra hendes bagdel, mens hun trådte ned fra scenen. Hun var ikke smuk, men hun var frisk. Det var han sikker på. Hendes hår var farvet i en skærende rød, der aldrig havde været naturlig, og den blomstrede nederdel dækkede det meste af et sæt lår, der var en større dame værdig. Don Drøj tørrede sveden af panden uden at notere sig, at det var i hans egen hættetrøje. Regnen gjorde alting fugtigt. Mon hun var fugtig? Et smørret grin bredte sig, og han kiggede direkte på hende og hun på ham, og så grinede hun.

 

Ved midnat kendte han hendes navn, Birte, og da han var færdig klokken et, gav han hende en øl. Hun havde allerede fået mere, end det var passende, men hun var en voksen dame, og hun kunne tåle en del. Hendes krop gav hende en beundringsværdig alkoholmodstand. Hendes handlinger var dog så hovedløse som kvaliteten på hendes dans. Efter at have bundet øllen hurtigere end Don Drøj kunne kværne en Breezer, trak hun ham med ud på den lille fodboldbane, der i bonderøvsstil var afgrænset af halmballer. Nogle akavede og meget fulde forsøg senere fandt deres munde hinanden i mørket. Hendes tunge var over det hele som den lilla, ustyrlige dildo, han havde set i den der porno med den lækre brunette. Han lukkede øjnene og prøvede at glemme Birtes klattede sminke og ølånde. Minuttet efter blev ansigtet nemmere at glemme, for hun vendte sig, trak op i nederdelen og lagde sig ind over den våde halmballe. Don Drøj klappede hende i røven, og han så den bevæge sig lidt længere tid, end han havde lyst til. Så trak han hendes trusser ned og knappede bukserne op. Han kunne høre hende fnise og blev en smule forstyrret af den dybe lyd. Det var på tide, at Don Mini skulle i teltet. Han nåede kun at tænke en enkelt gang på, hvor meget røven var overalt i synsfeltet, før han blev afbrudt.

”Hvad fanden sker der her?” Manden var pissesur, og han vidste godt, hvad der skete. Det krævede ikke undertekster. Et mumlende øv fra Birte fortalte, at det var hendes mand. Don Mini var ikke tilfreds, da Don Drøj knappede sine bukser.

”Jeg passer bare på en ensom dame.” Sagde han og rettede på hawaii-skjorten, inden han rettede blikket mod et sæt overalls, der matchede træskoene.

”Hun er kraftedeme ikke ensom!” Råbte han og trådte tættere på. Der skulle tænktes hurtigt, hvis der ikke skulle brækkes næser. En DJ med skæv næse ville have det sværere med damerne, og han var jo en performer. Han skulle se lidt godt ud.

”I guess, I’m Better Off Alone.” Sagde Don Drøj og holdt hænderne opgivende op. Ingen af de andre fangede musik referencen, og han tænkte at kort, at hans talent var spildt på bonderøve. Manden trådte frem.

”Hva’? Du skal ikke tale fremmed her.” Manden kunne selvfølgelig ikke engelsk.

”Jeg siger bare, at jeg trækker mig.” Han trådte væk fra kvinden, der stadig kæmpede med at hive bomuldstrusserne op over røven. Manden løftede truende en hånd og pegede på Don Drøjs ubrækkede næse. 

”Du kan tro, at du trækker dig. Jeg sidder i borgerforeningens bestyrelse, og du kommer ikke til at spille i Assermølle mere!” Han emmede af en vigtighed og autoritet, han virkelig troede på.

”Jeg er gået.” Sagde Don Drøj og bakkede væk fra situationen. Han var femten meter væk før han vendte ryggen til dem. Han prøvede på ikke at grine, mens han pakkede det sidste sammen. Don Drøj var alligevel for stor til en lille by som Assermølle.